01/01/0001 0:00

Rækker Mølle Håndbold har taget et nyt skridt for at styrke klubbens synlighed og relationen til sponsorerne. Derfor har de indgået et samarbejde med konsulentvirksomheden JVR Consult, der skal bistå med rådgivning om sociale medier, kommunikation og sponsorarbejde.

Ifølge Tina Hansen fra Rækker Mølle Håndbold er der behov for at tænke nyt, når man som klub ikke har samme økonomiske råderum som de største i dansk håndbold:

”Økonomisk er vi ikke i nærheden af ligaklubber eller flere klubber med hold i 1. division for den sags skyld. Derfor er vi nødt til at tænke anderledes – og det gælder også, når det kommer til at skabe så meget synlighed som overhovedet muligt,” siger hun.

Hjælp udefra til frivilligt drevet klub

Sociale medier som Facebook og LinkedIn spiller en stadig større rolle, også i mindre idrætsklubber. Hos Rækker Mølle Håndbold drives meget af dette arbejde af frivillige, men klubben har erkendt, at der skal professionel hjælp til for at løfte opgaven.

Valget er faldet på JVR Consult, hvor marketingkonsulent Kim Sonne har været klubbens kontaktperson.

”Det har været en sjov case for mig – ikke mindst fordi jeg selv spiller i Lemvig/Thyborøn Håndbold, som er konkurrent til Rækker Mølle i 1. division. Men det har overhovedet ikke været et problem. Jeg er blevet godt modtaget både i klubben og hos sponsorerne,” siger Kim Sonne.

Skaber mere værdi for sponsorerne

Hans opgave har blandt andet været at rådgive om, hvordan Rækker Mølle Håndbold kan skabe mere værdi for sponsorerne og aktivere det netværk, som et sponsorat giver adgang til.

”De sociale medier bliver rigtig godt varetaget af Nanna Rasmussen. Jeg har suppleret med sparring og rådgivning og været med til at sætte en strategisk retning for klubbens digitale tilstedeværelse,” siger han.

Samtidig står han bag idéen om en ny videoserie, hvor klubbens sponsorer bliver præsenteret i korte film, som både klub og virksomhed kan bruge i deres egen kommunikation.

”Tanken er, at videoerne skal give et indblik i, hvem virksomheden er, hvad de laver, og hvorfor de støtter klubben. Det skaber synlighed for sponsoren og viser, at klubben giver noget tilbage – ud over billetter, pølser og netværksarrangementer,” siger Kim Sonne.

Et ekstra vindue ud til omverdenen

Videoformatet er allerede blevet taget godt imod:

”Det, sponsorerne siger, er, at de er glade for videoerne. Og for os i klubben er det en god måde at betale lidt tilbage til dem. Hvis videoerne kan være med til, at virksomhederne bliver mere synlige og måske får en opgave eller to, vil det jo være megagodt,” siger Tina Hansen.

Samarbejdet rækker dog længere end sociale medier og sponsorvideoer. Som en del af aftalen er JVR Consults journalist Mikael Sand tilknyttet klubben. Han skal løbende skrive historier om det, der sker uden for banen – med særligt fokus på frivillige og sponsorarbejdet.

”Med Mikael tilknyttet har vi fået en gylden mulighed for at få skrevet og fortalt de gode historier om både de frivillige, arrangementer og sponsorerne. Den del med kommunikation, der er med til at skabe synlighed på en helt ny måde, havde vi ikke selv haft hverken tid eller kompetencer til,” siger Tina Hansen.

 

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk