06/05/2026 14:00
Mathias Troelsen om skiftet fra akademiet i Skjern til Rækker Mølle: “Man bliver taget imod, som om man har været her længe”
For Mathias Troelsen har håndbolden altid været en naturlig del af hverdagen.
Han er 21 år, vokset op i Skjern og har haft sin daglige gang i og omkring Skjern Håndbold i mange år. Selv om han i dag bor hjemme, er han stadig tæt knyttet til miljøet på talentakademiet.
“Jeg har brugt så meget tid derude, at det føles helt naturligt at være en del af det.”
Det er også her, en stor del af hans venner er, og hvor hverdagen ofte fortsætter efter træning.
En ny plads på banen
Hans rolle på banen har ændret sig undervejs. De første år som ungdomsspiller var han venstre back, men i løbet af U17-tiden blev han rykket ud på fløjen.
“Det var ikke noget, jeg selv havde planlagt, men pludselig var mange af mine holdkammerater og modstandere blevet højere end mig, og så blev jeg sendt ud på fløjen. Det passer mig fint, for så slipper jeg for alle de slagsmål, der er på de andre positioner,” siger han med et smil.
Ved siden af håndbolden er han i gang med sin uddannelse som landbrugsmaskinmekaniker og bliver færdig til sommer. Hverdagen er derfor delt mellem arbejde og træning, men akademiet spiller stadig en vigtig rolle.
“Det er ikke kun et sted, man træner. Det er også et sted, man er sammen, og hvis jeg keder mig derhjemme, er der altid nogen derude.”
Skridtet til Rækker Mølle
Muligheden for at spille i Rækker Mølle kom i forlængelse af nogle samtaler om, hvad næste skridt skulle være.
“Vi snakkede om, hvad jeg gerne ville med håndbolden, og så gav det mening at prøve mig selv af på et højere niveau.”
Han havde allerede haft berøring med klubben gennem samarbejdet med Skjern, så overgangen føltes naturlig, og skiftet har givet ham værdifuld erfaring med seniorhåndbold.
“Man bliver taget imod, som om man har været der i lang tid, og det betyder noget.”
Fællesskabet er noget af det, han fremhæver.
“Rækker Mølle er ikke en klub, hvor førsteholdet er for sig selv. Det er alle, der er en del af det, og det er megafedt.”
Hvor langt kan det række?
Når han ser fremad, er det uden en fast plan, men med en nysgerrighed på, hvor langt det kan bringe ham.
“Jeg tager én sæson ad gangen og ser, hvad der sker.”
Ambitionerne er der stadig.
“Selvfølgelig kunne det være fedt at spille i ligaen eller i udlandet, men det vigtigste er at se, hvor langt jeg kan komme.”
Fra Rækker Mølle Håndbolds side er Mathias Troelsen et godt eksempel på samarbejdet med Skjern Håndbold om at udvikle så mange håndboldtalenter som muligt.
"Set med vores øjne er det på flere måder en gevinst. For Rækker Mølle Håndbolds vedkommende kan de unge talenter være med til, at klubben holder fast i at have et hold i 1. division. For spillernes vedkommende kan et ophold her forhåbentlig være med til at udvikle dem, så de enten kan vende tilbage til Skjern Håndbold og blive en del af ligaholdet eller få mulighed for at prøve sig af i en anden ligaklub," siger Mathias Skræddergaard.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.