Både damerne og herrerne er klar til sidste halvdel af sæsonen

11/01/2018 17:38

God mad, julefrokoster og hygge med familien er det langt de fleste tænker på i dagene mellem jul og nytår. Harpiks, høj puls og svedige trøjer er det derimod langt færre, som sætter i forbindelse med juledagene. Men for både Rækker Mølle Håndbolds 3. divisionsdamer og- herre er jul også lig med håndbold.

Juleferien fra håndbolden faldt tidligt for damerne, da sæsonens sidste kamp blev spillet ude mod Ringkøbing den 7. december. For pigernes vedkomne betød det, at bolden blev lagt på hylden i halvanden uge, inden forberedelserne til sidste halvdel af sæsonen startede kort før jul.

   ”Vi har en række vigtige kampe her i januar. Derfor har julepausen skullet ligge tidligt i den her sæson, så vi lige inden og efter jul har kunnet komme tilbage i fysisk form,” siger holdets træner Michael Iversen.

Mellem jul og nytår er det da også blevet til to træningspas og en enkelt træningskamp for damerne. Træninger som, udover den oprindelige trup, blev suppleret af primært tidligere Rækker Mølle spillere, som har holdt ferie i det vestjyske henover julen. Det store fremmøde til træningerne giver helt andre muligheder end i hverdagen.

  ”Den dag, hvor vi var flest, var vi 22. Når man er så mange, så får man ekstra pauser, som gør, at man ikke slider ret meget på spillerne, og samtidig kan man holde til længere træningspas,” fortæller Michael Iversen.

En sejr over toppen af 2. division
Da herrerne først skal i auktion hjemme mod Hogager GF lørdag den 13. januar, har deres opstart primært ligget efter nytår. Dog er det mellem jul og nytår både blevet til en enkelt træning og en træningskamp ude mod Viborg HK, som inden jul indtog en andenplads i 2. division. Kampen endte med en sejr til de rødblusede på 35-26, hvor Viborg, til stor ærgrelse for træner Rasmus Hansen, ikke havde alle mand med.

  ”Det ærgrer mig, at de ikke var fuldtallige. Vi er ret godt kørende pt, så havde de stillet med alle mand, er jeg faktisk ret sikker på, at vi alligevel kunne have spillet op med dem,” siger han.

Hvor damerne har taget hul på den nye sæson med en storsejr på udebane over Skanderborg, er det først på lørdag, at herrerne spiller årets første kamp. For at tilpasse formen bedst muligt, er det derfor først efter årsskiftet, at der er blevet skruet op for træningsintensiteten.

  ”Fra nytår og til første turneringskamp når vi at have 8 træningspas. Her har vi især fokus på det fysiske aspekt, så vi forhåbentligt er et skridt foran Hogager, når vi tager imod dem til topkamp på lørdag,” fortæller Rasmus Hansen.

Træningslejr i Rækker Mølle, Ejstrup og Tyskland  

To ud af de 8 træninger blev krydset af listen fredag og lørdag, hvor herreholdet har været på træningslejr. Fredag aften blev det til en træning i Rækker Mølle Hallen, inden kursen blev sat mod sommerhus i Ejstrup med pool og spa. Her var det sociale i fokus.

Lørdag morgen gik turen sydpå. Dagen startede ud med en formiddagstræning i Kliplevhallen i Sønderjylland, inden spillerne passerede den dansk-tyske grænse til træningskamp i Flensborg mod DHK Flensborg. Et 3. Bundesligahold der, ifølge DHK Flensborgs sportschef, svarer til toppen af den danske 2. division eller bunden af 1. division.  Selvom det blev til et nederlag i det tyske på et enkelt mål, er Rasmus Hansen godt tilfreds.

  ”Vi spiller 3*25 minutter mod dem, og vi fører faktisk 24-18 efter de første 50, fordi vi bare spiller helt frit. I den sidste halvleg bliver vi trætte og ender samlet med at tabe med en.”

Tilbage i sommerhuset lørdag aften bliver det sociale igen sat i fokus. Her dyster ’de unge’ mod ’de gamle’ i blandt andet musikquizzer, paratviden og spisekonkurrencer, inden husets pool og sauna bliver testet. Og ifølge holdets træner er det uhyre vigtigt, at det sociale bliver plejet.

  ”At vi er i god fysisk form er vigtigt, men det er det sociale simpelthen også. Jeg tror, at det er derfor, at det går så godt på håndboldbanen for os pt. Drengene fungerer supergodt sammen, og det gør, at de også vil knokle for hinanden på banen,” siger Rasmus Hansen.

Derfor bliver det da også spændende at se, om det sociale samvær og den fysiske træning resulterer i en sejr mod puljens tredjeplads på lørdag.

Rollesnak i Lalandia
Selvom damerne har været i gang med træningen længe, har der, ligesom for herrerne, også været tid til en træningslejr i weekenden. Efter en omgang fysisk træning i Rækker Mølle Hallen fredag eftermiddag, blev aftenens endestation Lalandia i Billund. Aftenen bød på en snak om de forskellige roller, der er på et hold - rollerne i angreb, i forsvaret og i det sociale uden for banen. Her skulle pigerne hver især kigge indad og vurdere, hvor de bidrager med mest på de tre områder. Herefter blev rollerne italesat i tremandsgrupper, inden det blev synliggjort for alle, hvor de hver især har deres styrker. Ifølge træner Michael Iversen er bevidstgørelsen om rollerne med til at skabe klarhed om, hvem der blandt andet gør hvad, når det spidser til i tætte kampe.

Lørdag formiddag stod på pilates i Billund Idrætscenter for at få gang i kroppens små muskler. Og inden pigerne kunne slappe af i svømmehallen, blev det til et enkelt træningspas, hvor det var den tekniske og taktiske del, der var i fokus ovenpå et par fysiske dage. Lørdag aften stod i det sociales tegn, hvor der var fri leg. Og netop det sociale aspekt er nemmere at pleje, når man rykker en hel weekend ud af kalenderen og tager væk fra de vante omgivelser.

  ”Det sociale aspekt er vigtigt i vores klub, og derfor tager vi en hel weekend væk fra Rækker Mølle. Her er der ikke nogen mulighed for at tage hjem til sig selv for at sove, så på den måde kommer vi alle sammen tættere på hinanden, end vi i forvejen er, når det hele bliver langt mere intenst her,” fortæller Michael Iversen.

Spændt på at måle sig mod nogle af landets bedste
Inden turen, for pigernes vedkomne, igen gik mod det vestjyske søndag, var der både tid til endnu en omgang badeland og en times spinning for at pudse den fysiske form af. En fysisk form, som træner Michael Iversen håber, kommer holdet til gode i de næste, vigtige kampe, som står for døren.

  ”Jeg synes allerede, at vi så, at vi har lagt lag på fysikken mod Skanderborg i sidste uge. Vi slog dem 33-15 på udebane, hvor vi kun vinder med tre på hjemmebane over det helt samme hold tidligere i sæsonen. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at se, om vi på nogen måde kan være med fysisk mod SønderjyskE, som ligger nummer et i 1. division, når vi skal spille pokalkamp hjemme mod dem mandag aften,” siger han.