1. division kom på tavlen i debutkamp mod AGF

06/09/2014 19:00

 

Rækker Mølle KFUM-træner Michael Iversen, som kunne se sine tropper vinde gårsdagens udekamp mod AGF med cifrene 28-30, fremhævede efterfølgende vestjydernes bredde.

Oprykkerne fra Rækker Mølle fik en flyvende start på tilværelsen i 1. division, da holdet i går hev begge point med hjem fra premieren i Aarhus.
Der var således også tilfreds at spore, da HBOLD.dk fangede vestjydernes træner til en efterfølgende kommentar.

- Jeg føler klart, at vores bredde gør en forskel. Der er flere af vores breddespillere, der går ind og leverer den indsats og de mål, der skal til, sagde Michael Iversen og pegede i samme forbindelse på de parametre, hvor AGF´erne haltede til sidst.

- Det er tydeligt at se, hvem der skal lave målene for dem, og de spillere forsøger vi at malke for kræfter kampen igennem ved at lave mange frikast og ved hele tiden at løbe med dem. Det giver os blandt andet de redninger, der skal til for at vinde kampen.

Overvejede mandsopdækning

Specielt i kampens 1. halvleg havde Rækker Mølle-spillerne dog svært ved at tøjle én bestemt spiller.

Med sit dommedagshug fik Casper Søegaard Larsen noteret sig for 9 "rene" scoringer i kampen. På et tidspunkt overvejede Michael Iversen da også at mandsopdække AGF-bomberen.

- I 1. halvleg, ja. Efter 20 minutter overvejede jeg klart at lægge mig helt op på ham og så gå fladt med 5 mand, hvor de andre så skulle have lov at skyde lidt, fortæller Rækker Mølle-træneren og fortsætter:

- Jeg står faktisk med timeout-kortet i hånden, og vi havde aftalt, at det var det, vi ville gøre, men så har vi to gode forsvarsaktioner og får derudaf en enkelt kontrascoring. Så bliver vi enige om, at vi bare kører videre, fordi 3-2-1-forsvaret netop er vores bastion. Det er det, vi stoler på, påpeger Michael Iversen.

Vestjyderne har hjemmebanedebut på fredag, hvor Randers HH kommer på besøg.

Kampen spilles fredag den 12. september kl. 19.30 i Rækker Mølle Hallen.

  • Seneste nyheder
  • Strømpesalg - Bambusa

    03/10/2021 15:42

    Til november skal der sælges strømper til familie og venner. Læs mere om Aktivitetsudvalget nye tilt…

    Læs mere
  • Cykelsponsorløb 2021

    19/09/2021 20:56

    Lørdag den 18. september kl. 10:00 lød "startskuddet" til dette års cykelsponsorløb i Rækker Mølle H…

    Læs mere
  • Klubtilbud 2021

    12/09/2021 11:21

    Så er der igen gode klubtilbud fra Hummel, der kan købes hos Sport24 i Skjern.Se nærmere her - SP…

    Læs mere