"Mr. Rækker Mølle Håndbold": Han var med til at føre klubben i 1. division – men det er noget helt andet, han er mest stolt af

19/07/2026 12:30

Da jeg parkerer bilen på gårdspladsen, er det ikke Søren Madsen, der tager imod mig. 

Det er en af hans døtre, der smilende og venligt spørger, hvem jeg leder efter. Da jeg fortæller, at jeg har en aftale med hendes far, finder hun telefonen frem, ringer til ham og fortæller, at der står en mand, som gerne vil tale med ham. 

Kort efter kommer Søren Madsen gående. Han giver hånd og byder indenfor. 

Det første, der møder mig, er ikke duften af et traditionelt kontormiljø. Der dufter af landbrug, og det er der en logisk forklaring på. Sørens kontor ligger midt i staldbygningerne, hvor de sortbrogede køer holder til. 

Vi sætter os ved skrivebordet, mens arbejdet på gården fortsætter udenfor. 

Søren Madsen er 48 år, født og opvokset i Rækker Mølle og har overtaget slægtsgården, som hans oldefar byggede tilbage i 1924. 

I dag driver han to ejendomme med omkring 400 malkekøer, 250 tyrekalve og 850 hektar jord. Derudover er han medejer af et selskab med slagtesvin. 

Det var i virkeligheden slet ikke landbruget, han som ung drømte om at arbejde med. Han blev uddannet klejnsmed hos Kallesøe i Lem, men landbruget må have ligget i blodet, for det blev til en uddannelse som landmand og siden agrarøkonom. 

"Jeg syntes egentlig, at min far altid arbejdede for meget, men nu sidder jeg jo selv lidt i den samme saks," siger han med et smil. 

 

Mere end håndbold 

Inden der går for meget køer, grise og landbrug i den, skal interviewet faktisk handle om noget helt andet. 

For selv om Søren Madsen har travlt som selvstændig landmand, er der altid blevet tid og plads til Rækker Mølle Håndbold, der siden barndommen har haft en særlig plads i landmandens hjerte. 

Som dreng begyndte han, udover selv at spille håndbold, sammen med en voksen at træne et mikrohold. Det førte ham videre til KFUM's trænerkurser på Hellebjerg Efterskole, der gav ham meget mere end ideer til nye træningsøvelser og taktiske oplæg. 

"Jeg lærte faktisk mere om værdier end om håndbold. Det handlede om, hvordan man behandler mennesker, og hvordan man får det bedste frem i dem." 

Den tilgang tog han med sig, da han senere blev ungdomstræner i klubben. 

For Søren Madsen var det samtidig skelsættende for ham, at han fik overtalt Michael Iversen – bedre kendt som Iver – til at blive træner. Sammen stod de i omkring 10 år i spidsen for en talentfuld årgang drenge. 

"Vi brugte stort set al vores fritid på dem, og det var hver en time værd." 

Når Søren Madsen fortæller om den periode, handler det ikke først og fremmest om placeringer eller medaljer. Han vender i stedet tilbage til det, han mener, håndbolden også kan. 

"Jeg synes egentlig, vi fik opdraget en masse unge mennesker til at komme til tiden, være høflige og arbejde sammen. Når det er sagt, gjorde det da ikke noget, at det var en flok dygtige håndboldspillere." 

Han har da heller aldrig målt succes alene på resultater. 

"Min grundholdning er, at man skal gøre alt, hvad man overhovedet kan, og opføre sig ordentligt. Så kan man ikke forlange mere, for mennesker er forskellige, og nogle er dygtigere end andre, men alle kan gøre deres bedste." 

 

Et fælles mål for klubben

Mens Søren Madsen var ungdomstræner, spillede han samtidig på Rækker Mølles førstehold. 

Holdet rykkede op i 2. division netop som den årgang, han selv havde været med til at træne, blev seniorspillere. 

"Timingen var rigtig god. Mange af dem, vi havde trænet, kom op som seniorspillere. Nogle af de ældre, og det var blandt andre mig selv, kunne så tage et skridt tilbage og give plads til de unge, der gerne ville træne mere." 

Det blev begyndelsen på at nå et ambitiøst mål. Omkring 2012-2013 satte Søren Madsen sig sammen med syv andre omkring et bord, og de var enige om, at klubben skulle prøve at tage det næste skridt. 

"Vi var helt enige om, at nu gik vi den her vej. Vi lavede en strategi for, hvordan vi kunne komme op i 1. division." 

Planen lykkedes. 

Rækker Mølle Håndbold rykkede op i landets næstbedste række, og sportsligt var det lidt af en milepæl, men Søren Madsen bruger dog ikke mange ord på selve oprykningen. 

"At vi så rykkede ned igen, er noget andet," siger han med et smil. 

Kort tid efter fulgte to nedrykninger. I mange klubber kunne det have betydet begyndelsen på en lang nedtur. 

Sådan gik det ikke i Rækker Mølle. 

"Vi, der havde været med på vej op, blev der. Samme år lykkedes det både dame- og herreholdet at rykke op i 2. division igen. Vi fik heldigvis vendt skuden, for ellers kunne håndbolden måske have været helt væk i Rækker Mølle i dag." 

 

Mere stolt af kulturen end af oprykningen

Da Søren Madsen på et tidspunkt under interviewet bliver spurgt om, hvad han egentlig er mest stolt af, kommer svaret uden tøven. 

"Jeg er megastolt af, at vi kan have så mange seniorhold på både dame- og herresiden og ikke mindst mange ungdomshold. Ingen er nok i tvivl om, at jeg vil vinde for enhver pris, men jeg er altså mere stolt af, at vi har formået at holde liv i både bredden og eliten på én gang." 

Det er et svar, der siger meget om den måde, Søren Madsen ser Rækker Mølle Håndbold på. 

For ham handler succes ikke kun om oprykninger og placeringer. Det er også derfor, han fortsat er med omkring ungdomsholdene. 

"Det er min fritid i stedet for golf," siger han med et smil. 

Han er samtidig bevidst om, at en klub som Rækker Mølle Håndbold kun fungerer, fordi mange giver en hånd med. 

"Nogle trækker mere end andre. Sådan vil det altid være, men vi har altså en god kultur, hvor det er helt naturligt at hjælpe til. Om man giver en time eller otte timer, er ikke det vigtigste. Bare alle hjælper." 

Når Søren Madsen taler om kulturen i klubben, kommer han også til at tænke på årene som spiller. 

Dameholdet trænede først. Herrespillerne sluttede først træningen klokken 22.30, men damespillerne tog ikke hjem. 

"De ventede på os. Så tog vi på Hannes Bar i Skjern og fik et par øl og havde det hyggeligt. Det gav bare et sammenhold på tværs, som er svært at købe sig til."

 

"Jeg er nok god til at overtale folk” 

Søren Madsen bliver flere steder beskrevet som en person, der er god til at få andre med. 

Hans Uhd, i dag bestyrelsesformand for klubbens breddeafdeling, husker blandt andet en samtale, hvor Søren spurgte, om han ville være træner. Hans Uhd svarede, at han havde for travlt. 

Ifølge Hans Uhd svarede Søren Madsen sådan her: 

"Det passer rigtig fint, at du har travlt i forvejen, for min erfaring er, at de, der har travlt, altid kan få tid til lidt mere." 

Historien får Søren Madsen til at grine. 

"Jeg er nok god til at overtale folk. Jeg kender dem godt og ved måske også, hvad jeg skal sige til hvem." 

Flere beskriver Søren Madsen som en mand med mange idéer, der ofte kommer helt uventet. Det kan han godt genkende. 

"Jeg har et hoved, hvor der hele tiden popper ting op. Nogle gange får jeg en idé til, hvordan vi skal spille kortene for klubbens bedste, og så prøver jeg altid at se muligheder frem for begrænsninger." 

Han nævner også én ting, der særligt motiverer ham. 

"Hvis folk siger, at det aldrig kommer til at lykkes, så er det nok det eneste, de ikke skal sige til mig. For så får jeg det til at lykkes." 

 

Frivilligheden skal leve videre 

I dag er Søren Madsen næstformand i klubben og medlem af både eliteudvalg, sportsudvalg og sponsorudvalg. Derudover er han, som nævnt, også ungdomstræner. 

Mange kalder ham "Mr. Rækker Mølle Håndbold". 

Det tilnavn tager han imod med et smil, men også med en vis beskedenhed. 

"Jeg er ikke så vild med at være fremme. Men jeg har det godt med, at det, jeg gør, gør en forskel. Og 'Mr. Rækker Mølle Håndbold' er da ikke den ringeste titel at blive udstyret med." 

Når han bliver bedt om at kigge fremad, handler det ikke først og fremmest om, hvilken række klubbens førstehold spiller i. 

Han tænker mere på, hvordan foreningslivet udvikler sig. 

"Jeg er spændt på, om de unge også i fremtiden vil bruge deres weekender og faste træningsaftener på holdsport. Mange spiller padel, styrketræner eller løber, når det passer dem. Jeg håber, at man stadig vil afsætte tid til holdsport og foreningslivet. Det er dér, man får de relationer og det sammenhold, som betyder så meget." 

Da interviewet er slut, går vi ud på gårdspladsen igen. 

Søren Madsen vender tilbage til dagens arbejde. På en gård af Søren Madsens størrelse er der altid en opgave, der venter. 

Jeg går hen mod bilen med en stor portion respekt for en mand, der har været med til at føre Rækker Mølle Håndbold op i 1. division, men som selv er langt mere optaget af, at klubben fortsat har ungdomshold, seniorhold og frivillige nok til, at lyset bliver ved med at være tændt i byens to idrætshaller. 

 

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk