25/08/2026 9:30
Tre ugentlige træninger, træningskampe og masser af tid til at lære en forholdsvis ung spillertrup at kende.
Siden Mads Hjortshøj den 21. juli havde første arbejdsdag som cheftræner for Rækker Mølle Håndbolds 1. divisionshold, har håndbold igen fyldt godt i kalenderen.
Nu nærmer det sig for alvor.
Om en uge begynder en ny sæson i 1. division, og efter den første måned i Rækker Mølle er den 42-årige cheftræner rigtig positiv.
"Jeg er blevet godt modtaget og har haft nemt ved at komme ind i rutinerne. Jeg oplever en forening med mange gode mennesker, der bruger rigtig meget frivillig tid på, at klubben fungerer godt," siger Mads Hjortshøj.
Også på banen har den første måned givet ham et godt indtryk.
"Vi har en spillertrup, der er sulten og glæder sig til for alvor at komme i gang. Der er relativt mange nye spillere, og det er en forholdsvis ung gruppe, hvor mange jagter den der drøm om for alvor at blive håndboldspillere. Og så er det en fornøjelse at se, hvordan de arbejder hårdt på både at udvikle sig selv og gøre holdet bedre."
Vil væk fra kampen i bunden
Netop muligheden for at flytte Rækker Mølle Håndbold sportsligt var en væsentlig årsag til, at Mads Hjortshøj sagde ja til jobbet.
Han overtager et hold, der gennem flere sæsoner har været en del af 1. division, og ambitionen er at tage endnu et skridt.
"Det tiltalende ved Rækker Mølle Håndbold var at komme ind i en stærk forening, som gerne vil flytte lidt på eliteholdet på herresiden. Kan vi gøre nogle ting smartere, fortsat være konkurrencedygtige og kravle op i tabellen, så vi kan skille os ud fra den gruppe, der kæmper for at undgå nedrykning, er det et af målene," siger han.
Hvor langt holdet kan nå, vil han ikke sætte et endeligt facit på inden sæsonstart, men han har et pejlemærke.
"Sportsligt handler det om at finde ud af, hvor gode vi kan blive. Kan vi få mere ud af hinanden og hægte os på top og subtop, som lige nu nok er lidt bedre end os, vil vi være nået godt stykke,” siger han.
Kigger mod sjettepladsen
Når Mads Hjortshøj vurderer den kommende 1. division, ser han HØJ som det umiddelbart stærkeste hold efter nedrykningen fra ligaen.
"De bør være foran os andre. Om det betyder, at de går ubesejret gennem 1. division, skal jeg se, før jeg tror på det," siger han.
Han forventer også Team Sydhavsøerne og Grindsted blandt de stærkeste hold, mens blandt andre Tønder, HC Midtjylland og måske Lemvig kan komme til at kæmpe om placeringerne lige efter.
På papiret vurderer Hjortshøj, at de seks hold er bedre end Rækker Mølle. Ambitionen er alligevel at blande sig.
"Det er der, jeg håber, vi kan kile os ind. Vi skal forsøge at holde konkurrencen så tæt, at vi kan komme i spil til sjettepladsen og dermed oprykningsspillet. Om vi bliver så dygtige, at vi kan drille de fire bedste hold, ved jeg ikke. Det må tiden jo vise."
En ung trup kan svinge
Mads Hjortshøj har tidligere arbejdet med unge spillertrupper, og derfor er han afklaret med, at der kan komme udsving undervejs.
"Når en ung trup rammer et højt niveau, kan spillerne nogle gange præstere på et niveau, de måske ikke selv vidste, de havde. Omvendt kan unge spillere også lettere blive rystede og usikre, når tingene ikke lykkes."
Derfor bliver en del af opgaven at begrænse de perioder, hvor spillet ikke fungerer.
"Vi skal kunne erkende, når vi ikke lige lykkes, og så handler det om at gøre de perioder så korte som muligt."
Har været træner i omkring 20 år
Selv om Mads Hjortshøj er ny i Rækker Mølle Håndbold, er trænergerningen langt fra ny.
Han er født og opvokset i Horsens, og håndbolden har været en del af hans liv siden barndommen.
"Min mor og far spillede håndbold og var trænere, så min lillebror og jeg var altid med i hallen. Sådan var det dengang," fortæller han.
Selv spillede han ungdomshåndbold, indtil han var på efterskole. Trænergerningen begyndte, da lillebroren spillede i Rask Mølle.
"Jeg blev træner for hans hold. Senere holdt jeg en pause, men så blev jeg hentet til Herning som ungdomstræner. Derefter tog den ene sæson den anden, og pludselig har man brugt 20 år på at lege træner for ungdoms- og seniorhold," siger han med et smil.
De seneste år har det primært været seniorhåndbold.
Mads Hjortshøj har ni sæsoner som seniortræner i 1. division og en enkelt sæson i ligaen bag sig. Han har blandt andet været i HC Midtjylland, som han var med til at spille op i ligaen, og de seneste tre sæsoner har han været træner i Aarhus Håndbold.
1 time og 40 minutter hver vej
Mads Hjortshøj bor i Uggelhuse uden for Randers sammen med sin kæreste og deres to børn. Jobbet i Rækker Mølle betyder også en del timer på landevejen, for turen til Rækker Mølle tager omkring en time og 40 minutter.
"Sådan er det. Hvis man vil være med på det her niveau, må man også køre efter det. Alternativet ville være at flytte familien, og det har aldrig været på tale. Slet ikke nu, hvor børnene går i skole."
Tiden bag rattet bruger han så godt som muligt.
"Jeg snakker en del i telefon, og bilen kan faktisk være et godt rum til at få vendt stort og småt, og det kan både være med familien eller arbejdsmæssigt. Jeg kan også godt lide lydbøger og er god til at fortabe mig i det univers, og så hører jeg musik. Jeg keder mig ikke endnu i hvert fald," siger Mads Hjortshøj.
Om en uge venter den første turneringskamp. Her begynder jagten på at finde ud af, om Rækker Mølle Håndbold kan kile sig ind blandt de hold, der på papiret ser stærkere ud.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.