Murermester er både sponsor, frivillig og beskeden: ”Jeg hjælper bare med at få tingene til at lykkes”

01/01/0001 0:00

Når 1. divisionsholdet spiller på hjemmebane, er en fast del af optakten, at omkring 150 sponsorer og andre med tilknytning til klubben mødes i hallens kantine for at nyde god mad og lidt at drikke, inden kampen fløjtes i gang. 

En af dem, der altid har sat kryds i kalenderen til sponsorspisning, er murermester Brian Nielsen, der i en lang årrække har været sponsor i Rækker Mølle Håndbold. Men det er ikke for at få noget for sit sponsorat, at han er at finde i hallen et par timer før en kamp. 

”Det er mest for at møde nogen af de mange andre, der også støtter klubben, og for mig er arrangementet med sponsorspisning et af mange eksempler på den opbakning og det fællesskab, der altid har været klubbens vigtigste DNA,” fortæller Brian Nielsen. 

Netop det med fællesskab betyder meget for murermesteren, og selv om han ikke er typen, der har et stort ønske om at være i rampelyset, vil han dog godt fortælle, at han ud over at være sponsor også er frivillig i klubben. 

”Jeg har da været med til at gøre borde, stole og så videre klar til spisningen her. Og ellers så er jeg en af dem, der bare hjælper med at få tingene til at lykkes,” lyder det beskedent fra Brian Nielsen inden en af hjemmekampene. 

Ingen hjælp udefra 

Netop det med at få tingene til at lykkes i en by af Rækker Mølles størrelse er et vigtigt omdrejningspunkt. 

”Jeg tror på, at sammen kan vi løfte meget, og det er også sådan, at her i området skal vi selv sikre, at der sker noget, for der kommer ingen udefra og gør det for os.” 

I den forbindelse er det vigtigt for Brian Nielsen at slå fast, at Rækker Mølle Håndbold altid vil være andet og mere end herreholdet i landets næstbedste række. 

”Klubbens DNA er bygget op på, at der skal være plads til alle, og det med plads til alle er det vigtigste, når det kommer til de frivillige timer, jeg bruger,” siger han. 

Uden klub vil byen stå skidt 

Samtidig håber han at være med til at inspirere de unge mennesker, så det bliver naturligt for dem at være en del af det store hold af frivillige rundt om klubben. 

”Som verden er i dag, er det blevet endnu mere vigtigt med fællesskab og sammenhold. Forhåbentlig kan jeg være med til at introducere unge mennesker til at det frivillige arbejde, så der, når vi ikke er her mere, er andre til tage over. For uden en klub som Rækker Mølle Håndbold vil byen og lokalområdet være skidt stillet,” mener Brian Nielsen. 

 

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.