Udsolgt og venteliste: Håndboldskole med grusgrav er et stort hit

11/07/2026 12:30

Kalenderen siger begyndelsen af juli, og når det handler om håndbold, er det lig med en stille periode uden træning, kampe og et tomt halgulv. 

Sådan har det bare ikke været i Rækker Mølle Hallerne – slet ikke. For i tre dage har der været maksimalt liv og glade dage med den årlige håndboldskole. 

Hans Uhd, formand for breddedelen i Rækker Mølle Håndbold, var også på plads i Rækker Mølle. Han er en del af håndboldskoleudvalget, hvor han sammen med de to Louise'er, Anne-Mia og Nanna planlægger og koordinerer håndboldskolen. Sammen har de det overordnede ansvar for, at det hele fungerer, og det gør det. 

Hvis man spørger Hans selv, laver han dog ikke det store. Han understreger i stedet, at håndboldskolen kun lykkes, fordi både udvalget og de mange frivillige yder en helt fantastisk indsats. 

"Det er deres engagement og store arbejde, der er med til at skabe en håndboldskole, som både børn og forældre ser frem til år efter år," lyder det fra Hans Uhd. 

Flere deltagere kræver hal nummer tre 

I år er 72 børn fra U9 til U15 på håndboldskole, og det betyder, at der ikke er flere ledige pladser. 

"Der har faktisk været en venteliste, så nogle har desværre fået nej til at være med. Hvis vi skal have plads til flere, kræver det, at vi får en hal nummer tre, og det tror jeg dog ikke lige ligger i planerne," siger Hans Uhd med et stort smil. 

Formanden fortæller også, at omkring 40 personer er i gang med at give deltagerne den bedste oplevelse i de tre dage, håndboldskolen varer. 

"Det er lige fra folk, der hjælper i køkkenet med mad og opvask, til de mange trænere, der har valgt at bruge tre feriedage her i hallerne." 

Klubbens spillere bidrager også, fortæller formanden. 

"Førsteholdsspillere har været forbi for at dømme nogle af kampene, og det er også seniorspillere, der står for den anderledes tirsdag. I år har børnene været en tur i en lokal grusgrav, hvor den har stået på alt andet end håndbold," forklarer Hans Uhd. 

Og det er netop kombinationen af håndbold, samvær og nye venskaber, der er omdrejningspunktet. 

"Fra klubbens side er der, som i meget andet omkring Rækker Mølle Håndbold, fokus på både det sociale og den sportslige udvikling. For det ene kan ikke stå alene, hvis man ser på hele mennesket," siger han. 

Derfor er det også helt bevidst, at den håndboldturnering, der bliver spillet, er sammensat, så holdene består af en blanding af spillere fra U9 til U15. 

"På den måde er det vores håb, at håndboldskolen kan være med til, at de unge mennesker lærer andre at kende og på den måde får skabt nogle relationer, der også er noget værd, når de mødes i andre haller fremover." 

Flot opbakning fra sponsorer 

Selv om der bliver lagt mange frivillige timer, kan en håndboldskole trods alt ikke fungere uden sponsorer, der år efter år siger ja til at bidrage på den ene eller anden måde. 

Hans Uhd slår fast, at sponsorernes opbakning er med til at skabe fantastiske oplevelser for børnene, hvor fællesskab, udvikling og håndboldglæde er i centrum. 

"Fra klubbens side vil vi sende en stor og oprigtig tak til de sponsorer, der har gjort det hele muligt. En særlig tak til Skjern Bank, Sport24, Vestjysk Andel, Min Købmand Astrup og Rækker Mølle Hallen for opbakningen, støtten og investeringen i vores børn og unge, så de kan få nogle uforglemmelige oplevelser." 

 

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk