Storfavoritten venter i hjemme-premieren: Sådan ser cheftræneren på opgaven

01/09/2026 10:00

Der venter Rækker Mølle-spillerne noget af en mundfuld i sæsonens første hjemmekamp torsdag den 3. september.

Gæsterne er nemlig HØJ, der regnes som den helt store favorit til at rykke op i ligaen.

Rækker Mølle går ind til kampen med to point i bagagen efter 29-26 ude mod AGF i sæsonpremieren. Resultatet var cheftræner Mads Hjortshøj godt tilfreds med, selv om spillet langt fra sad i skabet hele vejen.

”Det blev lige så nervøst og forkrampet, som det ofte er ved en premiere, men det var godt, vi kom på tavlen,” fortæller cheftræneren, der især hæftede sig ved en god defensiv præstation.

Offensivt er der mere at arbejde med. Især spillet seks mod seks efterlod ifølge Mads Hjortshøj plads til forbedring.

”Når det er sagt, var jeg godt tilfreds med kontradelen og vores returløb. Derudover var det rigtig positivt, at vi hele kampen igennem blev ved med at snakke om, hvordan vi skulle løse de ting, der ikke fungerede, i stedet for at forfalde til at skælde hinanden ud,” siger han.

Nu kommer storfavoritten

I hjemmepremieren bliver barren hævet markant. HØJ er en modstander af en helt anden kaliber, men det ændrer ikke på forberedelserne.

”Vi forbereder os som til alle andre kampe. Præmissen for at vinde kan selvfølgelig være en anden, for hvis HØJ spiller rigtig godt, kan de slå os, selv om vi også spiller godt,” siger cheftræneren.

Opgaven bliver derfor at gøre det så svært som muligt for HØJ at følge sin kampplan, samtidig med at Rækker Mølle skal lykkes med sit eget spil.

”Vi skal se, om vi kan stresse dem lidt og samtidig spille på vores egne præmisser.”

Lykkes det at holde kampen åben langt ind i anden halvleg, tror Mads Hjortshøj på muligheden for at drille favoritterne.

”Hvis det er spændende med 10 minutter igen, så er chancen der altid.”

Skal holde fast i egne aftaler

En sejr er naturligvis målet, men resultatet bliver ikke cheftrænerens eneste målestok for, om Rækker Mølle har leveret en god præstation.

Det afgørende bliver også, om holdet formår at holde fast i de aftaler, der er lavet på forhånd.

”Hvis vi står bagefter og ryster på hovedet, fordi vi ikke gjorde det, vi havde aftalt, så vil det ærgre mig. Holder vi os inden for den skive, vi har aftalt, så kan vi være tilfredse med vores præstation.”

 

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.