En hverdag uden frivilligt arbejde er ikke en hverdag

09/12/2017 15:57

Når du første weekend i oktober trækker i tyrolerkjolen eller lederhosen og med en hel liter øl i højre hånd, sætter dig på de grønne bænke i Rækker Mølle Hallen, er der én person, du især skal takke. Hun hedder Tina Jensen. 

Hun har i de sidste 14 år været et velkendt ansigt i Rækker Mølle Hallen, men er oprindeligt fra Skjern. Selvom hun i alle sine ungdomsår har spillet i Skjern, er det Rækker Mølle Hallen, der med tiden er blevet hendes andet hjem.

Da Tina blev færdig som ynglingespiller rykkede hun nemlig sin hjemmebane de 12 kilometer, der er mellem Skjern og Rækker Mølle. Da Skjern på damesiden ikke havde ret meget at tilbyde som seniorspiller, og kæresten Rasmus, som i dag er træner for 3. divisionsherrerne spillede i Rækker Mølle, var det det oplagte valg for Tina.

Selvom Tina, et par korsbåndsskader senere, ikke spiller lige så meget håndbold som tidligere, afholder det hende ikke fra at yde en indsats i klubben uden for banen også. Her gør hun en enorm frivillig indsats som er med til, at Rækker Mølle Håndbold i dag er den klub, du kender.

Opgaverne har taget fart de sidste syv år
Det er da Oktoberfesten, for syv år siden, skal rykkes fra Bryghuset og op i hallen, at Tina begynder en ny karriere i klubben - den frivillige. Det er egentligt kæresten Rasmus, som bliver involveret i arbejdet. Men Tina får også nogle opgaver, og året efter står hun stort set med alt ansvaret for festen.

Nu - syv år senere, er planlægningen af det nye års Oktoberfest allerede i fuld gang. Ligesom den har været de andre år. Aftalen med bandet er på plads og i starten af det nye år, skal der laves billetter og markedsføringsmateriale. Så skal der være styr på tilladelserne fra SKAT og politiet, der skal bestilles mad, drikkevarer, pynt og lys. Tjeklisten er endnu længere. Tina er tovholder på Oktoberfesten, og det er hende, der har det store overblik. Men selvom hun kan meget, kan hun ikke klare alle opgaverne selv. En større gruppe af frivillige er med til at sørge for, at alt står klart, når de første fustager tømmes, og der spilles op til dans.

Tina har ansvaret for Oktoberfesten, men det betyder ikke, at hun ikke har andre opgaver i klubben. Hun er sekretær på andet år, og sørger blandt andet for at alle sponsorer er plottet ind i mailsystemet, at få sendt invitationer ud til sponsorarrangementer og er med i planlægningen af en større sponsortur for klubbens sponsorer.

Ønsker at bidrage, der hvor hun kan
Ifølge Tina betyder det alverden, at der er mange andre der, i det omfang de nu kan, også gider gøre et frivilligt stykke arbejde i klubben. Og det gør også hendes arbejde lettere, når der ingen problemer er med at finde ekstra frivillige hænder til at tage opgaver på sig. 

For Tina er det helt naturligt, at bruge frivillige timer i Rækker Mølle Håndbold. Hun synes ikke, at tiden er der til at træne et ungdomshold fast, så for hende passer det bedre, at hun kan sætte sig ned en time her og der.

Rækker Mølle Håndbold er lidt blevet hendes andet hjem og er en stor del af hende og Rasmus’ liv, og derfor kan hun heller ikke forestille sig ikke at være en del af det frivillige arbejde i klubben. Ønsket om at ville bidrage hænger for Tina tæt sammen med klubånden. Her bliver man taget godt imod og bliver en del af en stor familie, som man automatisk kommer til at brænde for. Og netop ønsket om at bidrage, der hvor hun kan, gør, at Tina heller ingen planer har om lægge det frivillige arbejde på hylden foreløbigt.

  • Seneste nyheder
  • Strømpesalg - Bambusa

    03/10/2021 15:42

    Til november skal der sælges strømper til familie og venner. Læs mere om Aktivitetsudvalget nye tilt…

    Læs mere
  • Cykelsponsorløb 2021

    19/09/2021 20:56

    Lørdag den 18. september kl. 10:00 lød "startskuddet" til dette års cykelsponsorløb i Rækker Mølle H…

    Læs mere
  • Klubtilbud 2021

    12/09/2021 11:21

    Så er der igen gode klubtilbud fra Hummel, der kan købes hos Sport24 i Skjern.Se nærmere her - SP…

    Læs mere