20/04/2026 12:18
Da Tobias Vestergaard forlod Hellerup og tog på efterskole på Falster, havde han allerede en drøm om at spille håndbold på højt plan, men på det tidspunkt vidste han ikke helt, hvordan den drøm skulle blive opfyldt.
Men det var netop i løbet af tiden på efterskolen, at muligheden for at prøve det af opstod, for gennem et samarbejde mellem efterskolen og Skjern Håndbold stod han pludselig med en mulighed.
“Jeg havde egentlig regnet med at tage hjem igen, men jeg fik et tilbud om at flytte til Skjern og blive en del af klubbens akademi. Den mulighed valgte jeg at sige ja til, og det har jeg aldrig fortrudt,” fortæller Tobias, der i dag er 19 år og har boet i Skjern i tre år.
Et liv, der skal fungere
Overgangen til livet på akademiet krævede tilvænning, ikke mindst fordi det er et liv med mange mennesker samlet ét sted.
“Vi er omkring 30 drenge, så det kræver, at man lærer at finde sin plads.”
Det handler både om at kunne trække sig og om at være en del af fællesskabet, og det falder hurtigt på plads, når alle står i nogenlunde samme situation.
“Man har altid nogen omkring sig, og det gør det nemmere, når der er noget, der er nyt eller svært.”
Hverdagen er bygget op omkring skole på handelsgymnasiet og træning senere på dagen, og imellem de faste rammer er der også tid til det sociale.
“Vi bruger meget tid sammen, og det kan være alt fra at se film til bare at hænge ud.”
Et skridt ind i seniorhåndbold
Skiftet til Rækker Mølle Håndbold er en forlængelse af det, han allerede var i gang med i Skjern.
Som U19-spiller begyndte han at træne med seniorspillerne for at få mere erfaring, og det udviklede sig til en mere fast rolle.
“Jeg havde brug for at prøve mig selv af på et niveau, hvor der er lidt mere fysik og erfaring, end jeg var vant til.”
I Rækker Mølle har han fået muligheden for at tage det skridt, samtidig med at han stadig er en del af miljøet i Skjern.
“Det giver mig en chance for at udvikle mig og finde ud af, hvad jeg kan på seniorniveau.”
Hverdagen i Rækker Mølle
Overgangen har været præget af en åbenhed, som har gjort det nemt at falde ind.
“Man får lov til at vise, hvad man kan, og hvis man tager det seriøst, er der også nogen, der gerne vil hjælpe en videre.”
Det har givet ham ro til at prøve ting af og udvikle sit spil uden at blive låst fast.
Samtidig har det givet ham værdifuld erfaring at komme ud af det, han selv beskriver som sin comfort zone.
“Man lærer noget nyt, både om håndbold og om sig selv, når man møder andre spillere og andre måder at gøre tingene på.”
Blikket fremad
Når Tobias ser fremad, er det med en ambition om at nå så langt som muligt, men uden at alt er lagt fast på forhånd.
“Jeg vil gerne spille i ligaen og prøve mig selv af på et højt niveau, og hvis det også kan blive i udlandet, så er det selvfølgelig spændende.”
I første omgang handler det om at tage de skridt, der giver mening, og her er Rækker Mølle et vigtigt.
“Det er et sted, hvor jeg får lov til at udvikle mig og bygge videre på det, jeg er i gang med.”
Fra Rækker Mølle Håndbolds side er Tobias Vestergaard et godt eksempel på samarbejdet med Skjern Håndbold om at udvikle så mange håndboldtalenter som muligt.
"Set med vores øjne er det på flere måder en gevinst. For Rækker Mølle Håndbolds vedkommende kan de unge talenter være med til, at klubben holder fast i at have et hold i 1. division. For spillernes vedkommende kan et ophold her forhåbentlig være med til at udvikle dem, så de enten kan vende tilbage til Skjern Håndbold og blive en del af ligaholdet eller få mulighed for at prøve sig af i en anden ligaklub," siger Mathias Skræddergaard.
Tekst: Journalist 📝Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.