15/06/2026 12:30
Rækker Mølle Håndbold har gennem de seneste år udviklet sig på flere fronter.
Klubben har et herrehold i 1. division, flere damehold end tidligere, en stor ungdomsafdeling og en lang række aktiviteter, der hvert år bliver båret af frivillige kræfter.
Det er en af årsagerne til, at klubben fra begyndelsen af 2026 arbejder med en ny organisering med to formænd.
Mens Hans Uhd er blevet formand for Rækker Mølle Håndbold, fortsætter Jens Jacob Østergaard som formand for Rækker Mølle Elite ApS.
“Klubben er blevet større og større. Samtidig stilles der flere krav til det administrative arbejde, når man har et hold i 1. division. Derfor giver det mening, at vi deler opgaverne op, så der fortsat er maksimal fokus på både bredde og elite,” siger Hans Uhd.
Den nye struktur betyder, at Hans Uhd får ansvaret for foreningen med ungdomshold, damehold, frivillige og de mange udvalg, mens Jens Jacob Østergaard får fokus på elitesatsningen, sponsorarbejdet og de krav, der følger med driften af klubbens bedste herrehold.
Bredde og elite er afhængige af hinanden
For Hans Uhd er det vigtigt at understrege, at den nye organisering ikke handler om at skabe afstand mellem bredde og elite.
Tværtimod.
“Breddeforeningen er fundamentet, men eliteafdelingen er samtidig med til at skabe motivation hos de yngre spillere. De to dele er afhængige af hinanden,” siger han.
Han peger blandt andet på udviklingen i damehåndbolden som et eksempel.
Da klubben ved ansættelsen af Michael Iversen for nogle år siden begyndte at satse mere målrettet på damehåndbolden, voksede antallet af spillere markant.
“Da jeg startede som træner, havde vi to damehold. I dag har vi fire,” fortæller Hans Uhd.
Frivillige er klubbens livsnerve
Samtidig er frivilligheden fortsat helt afgørende for klubbens hverdag.
Under Rækker Mølle Håndbold og formand Hans Uhd er en række udvalg, som står for alt fra håndboldskole, trænere/ledere og turneringer samt arrangementer.
“Underudvalgene er livsnerven i klubben. Det er dem, der får tingene til at fungere i praksis,” siger Hans Uhd.
Han oplever samtidig, at det ofte er lettere at rekruttere frivillige gennem udvalgene, fordi medlemmerne hver især har deres egne netværk.
Et eksempel er håndboldskoleudvalget, hvor ingen ønskede at stoppe, da der skulle findes nye medlemmer.
“Tværtimod kom der faktisk to nye med,” siger han.
Fællesskabet er klubbens DNA
Hans Uhd har været en del af klubben i omkring 15 år. Først som træner, senere i forskellige udvalg og nu som formand.
Undervejs har han også været forbi Spjald IF i et par år, men vendte tilbage til Rækker Mølle.
“Jeg er tilbage, fordi fællesskabet står stærkest her. Det gælder blandt trænere, spillere, ledere og frivillige. Det gør, at man aldrig står alene med opgaverne,” siger han.
Netop fællesskabet fremhæver Jens Jacob Østergaard som noget af det vigtigste i klubbens historie.
Efter 28 år som formand ser han tilbage på en udvikling, hvor klubben både har skabt sportslige resultater og fastholdt sine værdier.
“Mit mål har hele tiden været at videreføre de traditioner, der har været i lokalområdet gennem mange år. Det har været afgørende, at vi har holdt fast i klubbens formål og værdier,” siger Jens Jacob Østergaard.
Han glæder sig samtidig over den nye arbejdsdeling.
“Hans får bedre mulighed for at fokusere på foreningen, mens jeg kan fokusere på eliten. Og når man fokuserer på tingene, så plejer de også at lykkes endnu bedre,” siger Jens Jacob Østergaard.
For begge formænd er målet det samme.
At sikre, at Rækker Mølle Håndbold fortsat kan være en klub, hvor der er plads til både bredde, fællesskab og sportslige ambitioner.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.