01/01/0001 0:00
Rækker Mølle Håndbold har sikret sig to lovende unge spillere til den kommende sæson. Klubben har indgået toårige aftaler med Mikkel Helle Johnsen og Oliver Lund Jensen, der begge tiltræder fra næste sæson og skal være med til at styrke truppen i 1. division.
Mikkel Helle Johnsen, 21 år, kommer til klubben fra Norddjurs Håndbold og ser skiftet som et naturligt skridt op i sin karriere.
– Jeg så det som en rigtig spændende mulighed og et fedt skridt i min karriere. De værdier, der er i Rækker Mølle Håndbold, er noget, jeg kan se mig selv i. Jeg glæder mig til at spille mange kampe i Rækker Mølle Hallen – det er en virkelig god hjemmebane med masser af opbakning, siger Mikkel Johnsen.
Oliver Lund Jensen, også 21 år, har senest spillet i IFK Karlskrona og Odder Håndbold. Han ser frem til at blive en del af miljøet i Rækker Mølle.
– Jeg har kun hørt godt om Rækker Mølle Håndbold - både fra nuværende og tidligere spillere. Jeg kender flere i truppen, og de fremhæver især det stærke sammenhold og den seriøse tilgang til tingene. Der er styr på setuppet både på og uden for banen – og det gør en forskel som spiller. Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af det og komme i gang, siger Oliver Lund Jensen
Cheftræner Jesper Johnsen ser frem til at arbejde med de to nye profiler og fremhæver deres potentiale.
– Mikkel er en moderne tovejsspiller, som skal dække i midterblokken. Han er 1,98 cm høj, har et godt blik for spillet og er stærk i kontrafasen. Han kan nogle af de samme ting som Mathias Skræddergaard, men vi skal bygge lidt mere fysik på ham, siger Jesper.
Om Oliver udtaler Jesper:
– Oliver er en taktisk klog spilfordeler med et stærkt skud og et godt øje for samspillet med stregen. Han trives bedst, når han får lov til at styre spillet og sætte afleveringerne i system. Derudover bidrager han solidt defensivt og kan dække back-positionen, siger cheftræneren.
Med tilgangen af Mikkel og Oliver udfylder klubben hullerne efter afgangen af Mathias Skræddergaard og Johan Kofoed.
– Vi får et ungt hold næste år, men det er en del af strategien. Begge spillere har potentiale til at tage store skridt, og vi tror på, at de kan vokse sammen med holdet. På den lange bane bliver det her rigtig godt, siger Jesper Johnsen.